Idéer til julelege

Ordet julelege stammer helt tilbage fra 1500-tallets julestuer, hvor især unge mennesker mødtes for at lege og feste. Legene blev forbudt ved lov på grund af deres pikante undertoner. Alligevel fortsatte legene, og stadig den dag i dag er der tradition for at lege ved juletid.

Her er nogle bud på julelege, som kan leges med både børn og voksne.

Blind kat efter musen 
Deltagerne står i rundkreds med hinanden i hænderne. Der udpeges en kat og en mus, som stiller sig ind i cirklen. Katten får bind for øjnene og skal prøve at fange musen. Som hjælp kan katten til hver en tid kalde på musen ved at sige mjav, og så skal musen svare med et “piv!”.

Stjæle musehaler
Alle deltagerne tildeles en hale (fx. karklud), som sættes i bukselinningen. Legen går ud på at stjæle haler fra hinanden. Legen kan udvikles til en holdleg, hvor to eller flere hold konkurrerer om at stjæle haler fra hinanden. Med små børn kan det være en voksen, som er kat og stjæler haler fra børnene. Hvis børnene bliver meget kede af at miste deres hale, kan en anden voksen stå klar med ekstrahaler.

Ressourcebevidst pakkeleg
En kreativ videreudvikling af den traditionelle pakkeleg. Gaverne skal være brugte ting, som man tager med hjemmefra, og de skal ikke pakkes ind men puttes i en pose, så alle kan se dem. I stedet for at slå terning om gaverne, skal man udvælge de gaver, man er interesseret i og derefter argumentere for, hvorfor man har fortjent at få gaven. Ejeren forærer gaven til den person, som har leveret den mest overbevisende tale. Læs mere om ressourcebevidst pakkeleg her.

Leg til Julefrokosten – Nyt produkt fra Legefabrikken

Bundlinien er i orden! Arbejdsdisciplinen er høj! Kunderne er tilfredse! – men fik I tid til at lege?

Book en erfaren legeinstruktør til julefrokosten og få en start på festen, som I sent vil glemme. Med fangelege, kamplege, holddyste og andre aktive fælleslege hjælper vi jer med at bryde isen og ryste gruppen sammen på den ældste og enkleste måde i verden – gennem leg.

Vi tilpasser legene efter ønske og behov, så alle får en god oplevelse.

Kontakt os for et tilbud
Ring på Tlf: 30290124 eller skriv en mail.

Lad legen være et lys i den mørke tid!

Legefabrikken er naturligt nok mest kendt for at lave aktiviteter for børn. Men Legefabrikken leger med alle, og særligt her i juletiden vil vi gerne slå et slag for, at
leg ikke kun er for børn.

Som stor fælles fest er julen en fantastisk anledning til at komme hinanden ved og glæde sig over livet og de mennesker man er sammen med. Et lys i en ellers mørk tid. Julen har dog også en skyggeside, og det er langtfra alle, som “glæder sig i denne tid”. MC Einars julerap fra 1988 siger det meget godt: “Julefrokosttid, traditionspilleri, spritkørsel, utroskab, og madsvineri.”

Måske hvis legen fik lov at fylde lidt mere til julefesterne, ville vi ikke have et ligeså stort behov for at proppe os og gøre ting, som vi fortryder, når festen er slut. Historisk har legen altid være en del af julen, og faktisk oplever jeg en anden parathed for leg til julearrangementer end til andre selskaber. Lad os udnytte den åbenhed til at lege noget mere. Fællesskab, nærvær, glæde. Er det ikke det, Julen i virkeligheden handler om?

Glædelig november!

Med venling hilsen
Balder Brøndsted
Legefabrikken