Børneyindo

Hvad er BørneYindo?

Børneyindo er bevægelsesglæde, kreativitet og nærvær. Gennem leg, yoga og afspænding skaber vi nogle spændende og trygge rammer, hvor børn og voksne kan mærke kroppen, lære nye bevægelser og nyde hinandens samvær. Vi veklser mellem højt og lavt aktivitetsniveau, så børnene får gode erfaringer med at være både vilde og rolige.

Bevægelsestræning for børn i førskolealderen handler rigtig meget om at lære grundlæggende bevægelsesmønstre  – krybe, kravle, løbe, hoppe osv. og øve bevægelserne tusindvis af gange i forskellige kontekster, så de tilsidst sidder på rygraden som et stærkt motorisk fundament for barnets videre bevægelsesudvikling. Bevægelse og sanser er uløseligt forbundet, og i yindo, har vi særligt fokus på at stimulere de tre nærsanser – følesansen, muskelledsansen og vestibulærsansen. I modsætning til synet og hørelsen, giver nærsanserne os en direkte fornemmelse af vores egen krop. Hvor går min krops grænser, er min arm strakt eller bøjet, er musklerne spændte eller afslappede, vender mit hoved op eller ned, er jeg bevægelse eller i ro. Nærsanserne er afgørende for børns motoriske udvikling, og spiller derudover en vigtig rolle for børns evne til at kunne slappe af.

Motivation, nysgerrighed og glæde er nøglen til en sund bevægelsesudvikling, og derfor er det vigtigt, at det enkelte barn får lov at finde sine egne måder at bevæge sig på. I børneyindo bruger vi historiefortælling til at give bevægelserne mening, og vi lægger stor vægt på den undersøgende dialog om legenes forløb og børnenes oplevelser. Gennem dialogen er børnene med til at skabe legen, hvilket både styrker motivation, selvværd og den fælles ejerskabsfølelse for aktiviteterne.

Vi gør desuden meget ud af at inddrage de voksne, så børneyindo bliver en fælles oplevelse med udfordringer og læring for både store og små.

Tag fat i os hvis du vil høre mere om mulighederne for at deltage i BørneYindo eller bruge BørneYindo til arrangementer på biblioteker, kulturinstitutioner o.lign. Vi tilpasser BørneYindo jeres behov.

Undervisere

Balder Brøndsted

Balder Brøndsted

Stifter af Legefabrikken, cand.scient.idræt, leg og bevægelseskonsulent

Balder er idrætsuddannet med speciale i bevægelsespædagogik i børnehaven. Derudover har han en kropsenergetisk uddannelse fra Integrativ Udvikling, hvorfra han også er certificeret i empati og mindfulness for børn.

Dorte Virén Riise

Dorte Virén Riise

Afspændingspædagog, motorikvejleder, leg- og bevægelseskonsulent

Dorte er afspændingspædagog, kraniosakralterapeut, certificeret motorikvejleder hos Anne Brodersen og uddannet legeinstruktør ved DGI.